Ole Svare

…og så lå Gitte pludselig og rodede rundt mellem mine tæer.

 

Det hele begyndte lørdag 1. oktober 2005. Klokken var henad ti-tiden om aftenen. Vi var temmelig overrislede, da vi stod der på små, ustabile bænke og skrålede med på en eller anden ølsang med literkrus i hånden fyldt med herlig øl.

 

Pludselig gav bænken (eller mine ben) efter. Jeg væltede ind over bordet mellem glas og kander. Landede hårdt på siden. Av! Trods en fin promille gjorde det ondt. I løbet af natten gjorde det ondt. Og dagen efter gjorde det rigtig ondt.

 

Den aften begyndte to kampe. Den første var en kamp mod tiden om at blive smertefri til mit bryllup halvanden måned senere. Den anden kamp kendte jeg først senere. En årelang kamp om at blive fri af smerter i ryg, baller og lænd. En kamp, der først sluttede, da fyssen Gitte fra Klinik kravlede rundt på gulvet og kiggede på min fodstilling.

 

I fem-seks år havde ingen af de mange behandlere, som jeg er gået til, interesseret sig for min fodstilling. Det burde de have gjort.

 

Mellem ølstyrtet og første besøg hos Gitte var der gået fem-seks år med kiropraktorer, fysioterapeuter, reumatologer og massører. Fem års småskavanker og smerter i ryg og lænd, der kom og gik, endte med en slem diskusprolaps. I to uger lå jeg bare fladt på maven og bed smerterne i mig. Jeg kunne intet andet. Efter de to uger kunne jeg begynde at gå rundt i huset og cykle ganske stille omkring.

 

Jeg skiftede behandler-team til de lokale fysser. Jeg fik en ny stol på arbejde og lavede øvelser, som jeg ikke anede fandtes.

 

Men næsten på årsdagen for den første diskusprolaps fik jeg en mere samme sted. Ny reumatolog. Ny scanning. Og et nyt behandlerteam. Denne gang hos Klinik, som gode kolleger havde anbefalet.

 

’Du skal vist en smut ned til Simon, så han kan lave et par indlæg til dig’, sagde Gitte, da hun rejste sig fra gulvet efter sin undersøgelse af min fodstilling. Og hvad siger du til et besøg hos Olivier – vores osteopat?

 

Jo tak – jeg tager det hele med.

 

Besøget hos Simon skulle vise sig at få en enorm betydning. Jeg gik en tur på løbebåndet med tus-streger på ben og fødder. Simon kigger op fra kameraet: ’Hold da kæft, hvor går du mærkeligt. Jeg skal nok hjælpe dig’.

 

Han fik ret, den gode Simon. En uge i mine nye indlægmed hævet svangstøtte, en tyk venstre sål og en tyndere højre sål, fjernede smerterne. Ikke bare nogenlunde. Ikke bare en gang i mellem. Hele tiden og alle smerter. Væk! Fantastisk.

 

Det er nu et år siden. Går det stadig godt, spørger den nysgerrige læser. Ja, det går fint. Jeg skal stadig lave mine øvelser. Jeg skal stadig tænke over, hvad jeg laver. Og jeg går stadig hos Olivier. (Jeg ved ikke helt, hvad han har gang i. Men det er rart, og jeg synes, at det er virker. Om ikke andet – så på mit stressniveau. Men sig det ikke til ham…)