Sebastian Percy-Smith

I august 2010 opførte jeg et meget ambitiøst mål om at gennemføre Challenge Copenhagen 2011. 6-7 måneder senere var jeg utallige hårde træningstimer rigere. Min kondition var i top og der kunne muligvis blive plads til nogle delmål om at banke en god tid af til CC. Der sker dog det utænkelige i slutfebruar:

 

Jeg er ude og cykle på raceren, da en frembrusende billist påkører mig i en højresvingsulykke. Dagen derpå tænker jeg ikke videre over det, og fortsætter mine træningspas – jeg kunne mærke, at jeg var øm forskellige steder, men jeg tænkte ikke videre over det.

 

To uger senere var den dog helt gal. Jeg gennemførte Nike’s Maratontest 2 på 15km, men det var med stort besvær. Hvad der føltes som slemt sidestik fra km 3, viste sig at være et trykket ribben!
Lægen fortalte mig, at jeg skulle tage den med ro, men at jeg umiddelbart godt kunne fortsætte træningen. Det gjorde jeg så, indtil den så blev gal med knæet. Jeg kunne løbe noget der ligner 9-10km, før knæene bare gik ud, og gav mig hvad der føltes som et stort trælår. Utrolig frustrerende!!

 

Jeg søgte professionel behandling for at få løst problemet så hurtigt som muligt. Var til 3 behandlinger, og fik konstateret en skade i menisken. Mine ”plader” var efter sigende blevet forrykket, men jeg skulle ikke være bekymret for om jeg kunne løbe videre på det, da det mere eller mindre ville gå væk af sig selv.

 

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at dette ikke var tilfældet. Hver gang jeg løb, fik jeg ondt i knæet, og smerterne i låret fortsatte. Det hele kulminerede med, at jeg måtte trække mig fra mit store mål om at deltage ved CC2011. Utroligt skuffende og hamrende frustrerende, når jeg har kæmpet, svedt, slidt og slæbt i så lang tid. Nydelser som øl, fest, slik havde jeg skåret ud, og til gengæld lagt et hav af træningstimer der havde skullet indarbejdes i en travl hverdag, var nu til ingen verdens nytte.

 

Det hele sluttede meget brat, og jeg stod tilbage med et dårligt knæ og ærgelige fremtidsudsigter for min udholdenhedstræning. Begreber som frustration, demotivation, rastløshed og skuffelse var blot nogle af de ting jeg efterfølgende tumlede med i hovedet hver dag.

 

Cirka to måneder senere stødte jeg så på Klinik ved Iform kvindeløbet på Frederiksberg. Helt tilfældigt gik jeg over og hørte, om de lige ville kigge på min meniskskade. Jeg regnede ikke med at få noget ud af det, da jeg allerede havde betalt mange penge for at få det undersøgt, men jeg skulle få noget af en overraskelse:

 

Eivind fra Klinik fortalte mig, at det på ingen måde var en meniskskade, og at jeg skulle komme op på Klinik og få det undersøgt. Problemet lå tilsyneladende slet ikke i mit knæ, men i min hofte, som var blevet ”skæv” efter påkørslen. Efter blot én behandling fik han rettet mig ud. En meget professionel behandling, hvor jeg fik god information og forklaring på, hvad det var der var galt. Jeg har nu været til behandling to gange på Klinik, og kan allerede løbe uden nogen som helst problemer.

 

Fuldstændig fantastisk fornemmelse at kunne bevæge sig frit uden nogen skavanker – og alt sammen pga. Klinik.

 

Er jeg sur over den første fejlagtige behandling jeg fik? Jeg er både sur og skuffet, og det gør det bare endnu mere frustrerende at tænke på, at jeg stadig kunne være i gang med at træne op til CC, og alle mine bekymringer og frustrationer kunne være undgået, hvis jeg bare var kommet i behandling hos Klinik med det samme.
På den anden side er jeg selvfølgelig også utrolig lettet over, at jeg nu igen kan træne. CC bliver ikke en realitet i 2011, men 2012 er realistisk – og måske venter der en stribe andre mål, nu hvor træningen er smertefri.

 

Tusind tak for hjælpen og behandlingen Klinik. Det er vidunderligt at have fået denne mulighed tilbage.

 

Sebastian Percy-Smith
På vej mod Challenge Copenhagen (igen)